Hertil bemerkede en anden dame, at dette dog ikke var saa slemt, som det var for fru den og den, hvis datter endelig vilde forlove sig med hr. X., der var et bekjendt mauvais sujet.
«Ja, mine damer,» sagde Welhaven, «var jeg den første frue, vilde jeg sende min datter en søndag formiddag ned paa Stortorvet; thi der vilde hun faa høre klokkerne kime langtrukkent: «Ta ham, ta ham; ta ham!»; og var jeg den anden dame, vilde jeg lade min datter gaa op til Gamle Akers kirke, for der ringer klokkerne i hurtigt tempo: «Ta ham ikke, ta ham ikke, ta ham ikke!»
Under den videre konversation nedlagde Welhaven den paastand, at det med hensyn til en heldig beilen blot beroede paa den rene ihærdighed. Saaledes erindrede han, at en prestedatter flere gange havde sagt nei til en frier, men han gav sig ikke, fulgte prestedatteren i hælene og friede gjennem alle prestegaardens atten værelser, indtil hun tilsidst søgte tilflugt paa mørkeloftet, og der — maatte hun give sig! Da man nu fortsatte med at fortælle frierhistorier om ihærdige beilere, illustrerede Welhaven atter samtalen med en historie om en ung pige, der blev fulgt hjem fra danseskolen af sin tilbeder. Da han begyndte sit
