Jensen junior lod sig ikke nøie hermed, men gik efter og presenterede sig nok engang i de samme ordelag.
Da stoppede Dunker op og bemerkede blot:
«Siger De det nok engang, saa har De sagt det tre gange.»
Se non è vero è bene trovato.
Nok en dampskibshistorie fortalt mig af Welhaven:
Han og Dunker gik op og ned paa dækket. Herunder passerede de stadig en trivelig borgermadame, der sad paa en af bænkene ved skanseklædningen med en pose fuld af moreller i fanget.
For hver gang de nu passerede madamen, greb Dunker ned i den aabentstaaende pose og forsynede sig med moreller.
Under dette blev madamen, til stor moro for Welhaven, siddende med gabende mund og se paa ranene uden at have aandsnærværelse nok til at lukke posen igjen for den næsevise herre.
Jeg har lagt mig denne historie paa minde, fordi den stadfæster min antagelse, at der bag Dunkers intimiderende og merkelige optræden skjulte sig adskillig skøieragtig humor.
