Aaret 1776 indskibet jeg mig i Portsmouth paa et førsteklasses engelsk krigsskib paa hundrede kanoner og fjorten hundrede mand til Nordamerika. Jeg kunde nok fortælle dem mangt et eventyr, som jeg oplevet i England, men dem gjemmer jeg til en anden gang. Kun et vil jeg i forbigaaende nævne. Jeg hadde en dag den fornøielse at se kongen kjøre forbi, da han i fuld pomp bega sig til parlamentet i sin galavogn. Paa bukken sat en uhyre tyk kusk, som ganske tydelig tegnet de kongeliges navnebokstaver og kronen i luften, naar han smeldte med pisken.
Paa overfarten møtte os intet usedvanlig. Det første uheld var, at vort skib, da vi endnu kunde være omtrent trehundrede mile fra St. Laurensfloden, med frygtelig fart støtte mot noget som for os syntes at være et klipperev.
Men da vi slap loddet ut, fandt vi ikke bund paa femhundrede favne. Hvad der gjorde det hele endnu forunderligere var at vi hadde mistet styreroret, brutt bugsprydet tversover, at alle mastene var kløvet langsetter og to av dem faldt ned paa fordækket. En stakkars djævel av en matros som netop var ifærd med at gjøre storseilet fast blev slynget mindst tre fot bort fra skibet, før han faldt i vandet. Lykkeligvis hadde han under faldet aandsnærværelse nok til at klynge sig til stjerten paa en vildgaas som ikke alene tok av for støtet men ogsaa ga ham leilighet til at svømme tilbake til skibet ved at holde sig fast om halsen paa gaasen.
