ubevægelig paa en mark. Man maatte tro, at han sov; ti han laa med øret saa tæt ned til jorden, som om han vilde høre underverdenens beboere tale.
«Hvad hører du, min ven?» ropte jeg til ham.
«Jeg hører til tidsfordriv hvorledes græsset gror?»
«Og det hører du virkelig?»
«Intet er lettere end det.»
«Saa kom i min tjeneste, min ven, sa jeg; «hvem vet, hvad et slikt fint øre kan brukes til.»
Manden stod op og fulgte mig.
Ikke langt derfra saa jeg paa en houg en jæger som la an og sigtet op i himlens blaa.
«Lykke til, lykke til, jægersmand», ropte jeg til ham. «Men hvad sigter du efter? Jeg ser ikke andet end himmelens blaa.»
«Aa jeg bare prøver denne bøssen som jeg fik av en kusk, som kjørte kareter i Regensburg. Paa taarnspiret i Strassburg sitter en spurv som jeg netop har skutt ned.»
Den som kjender min lidenskap for jagt vil ikke forbauses over, at jeg kastet mig om halsen paa den udmerkede skytte; det faldt jo av sig selv.
Vi fortsatte vor reise og naadde endelig bjerget Libanon. Foran en stor skov av cedre fandt vi en undersætsig grovknoklet mand som halte i et taug som var slynget omkring hele skoven.
«Hvad bestiller du der, min ven?» ropte jeg til manden.
«Jeg skulde fælde tømmer, og da jeg har glemt min øks hjemme, saa forsøker jeg at hjælpe mig saa godt jeg kan.»
