Med disse ord rev han med et ryk hele skoven om, som om den hadde
været en bundt rør, — den kunde vel være en god mil i omkreds, — og
samlet tømmeret sammen. De skjønner nok, hvad jeg gjorde. Jeg hadde
heller opgit hele min gesandtskabsværdighet end at la den manden gaa fra mig.
Saasnart vi satte foten paa Ægyptens land opstod der en saa voldsom storm, at jeg var rædd for at bli kastet om med vogn og folk og heste og blaase tilveirs. Paa venstre side av veien stod syv vindmøller paa rad, og vingene gik saa fort rundt som rokkehjulet for den flittigste spinderske. Ikke langt derfra laa et menneske, hvis omfang vilde være en John Falstaff værdig og som med tommelfingeren holdt paa sit venstre næsebor. Saasnart han saa vor bestyrtelse og hvorledes vi kjæmpet mot stormen, vendte han sig mot os og bukket saa dypt som en musketer for sin oberst. Vinden stanset som ved et under, og de syv vindmøller stod stille. Ganske overrasket over dette, der ikke syntes mig at gaa til paa almindelig maner, ropte jeg til manden:
«Ha, hvad er dette? Har du djævelen i kroppen din eller er du djævelen i høistegen person?»
«Undskyld, Deres exellense», svarte han; «jeg laver litt vind for min herre, mølleren; for ikke at drive møllerne for sterkt, holdt jeg for det ene næsebor.»
Sandelig, tænkte jeg ved mig selv, det er en herlig mand som kunde gjøre dig storartede tjenester, hvis du, naar du kommer hjem mister pusten ved at fortælle om alle de merkelige eventyr du har oplevet paa reisen.
Handelen var snart sluttet. Blæseren forlot sine møller og fulgte mig.
Endelig kom vi da til Cairo. Saasnart jeg hadde utført mit erende efter ønske, besluttet jeg at skille mig ved dem av mit følge som jeg kunde undvære; jeg vilde bare beholde mine nye akkvisitioner og vende tilbake med dem som privat mand. Da veiret var smukt og Nilen skjønnere end det lar sig beskrive, saa kom jeg paa den tanke at leie et barkskib og reise til Alexandria. Alt gik fortræffelig til henimot midt paa den tredje dag.
De har utvilsomt hørt om Nilens oversvømmelser, mine herrer. Den tredje dag som sagt, begyndte Nilen at stige med overordentlig hurtighet og den følgende dag var markerne paa begge sider oversvømmet paa flere mil. Den femte dag, da solen gik ned blev min bark indviklet i noget som jeg trodde var rør. Men ved daggry da det blev lyst opdaget jeg at jeg rundtom var omgit av mandeltrær som hang fuld av modne og indbydende frugter. Blyloddet viste at vi befandt os seksti fot over bunden; men vi kunde hverken komme frem eller tilbake. Efter solens stilling kunde klokken være imot otte eller ni, da der pludselig reiste sig en vind som la vor baat om paa siden. Den tok en masse vand ind og sank næsten øieblikkelig.
Lykkeligvis kunde vi alle redde os — vi var otte foruten to børn — idet vi kunde holde os fast i trærne hvor grenene var sterke nok til at holde os, om end ikke de kunde holde skibet. Vi blev liggende slik i tre dage og levet utelukkende av mandler. Jeg behøver ikke at si dem at vi hadde rikelig nok til at stille vor hunger. Tre og tyve dage bakefter begyndte vandet at falde like saa hurtig som det var steget og paa den seks og tyvende dag
