sende spanierne en bombe og redde to av mine venner fra galgen. Dette blev dog dens sidste tjeneste; størsteparten av den fløi bort med bomben, men det stykke som var i min haand blir endnu opbevaret i vort familiearkiv blandt vore betydeligste og kostbareste oldsaker.
Snart derefter forlot jeg Gibraltar og vendte tilbake til England, hvor jeg oplevet et av mit livs sælsomste eventyr.
Jeg hadde begit mig til Wapping, for at se efter hvorledes forskjellige gjenstande skulde indskibes og som jeg vilde sende til flere av mine venner i Hamburg. Efterat dette var ordnet vendte jeg tilbake over fort Wharf. Det var middagstid, og jeg var meget træt. For at undgaa solvarmen fandt jeg paa at krype ind i en av kanonerne og hvile litt ut. Neppe var jeg krøpen ind, før jeg faldt i den dypeste søvn. Nu var netop den dag den fjerde juni, kong Georg den tredies fødselsdag, hvor alle kanoner saluterer klokken et til ære for dagen. Man hadde ladd om morgenen, og da ingen kunde ane at jeg var der, saa blev jeg slynget ut over hustakene til den anden side av floden og bort til en forpagtergaard mellem Bermondsey og Deptford. Jeg faldt ned i en stor høisaate hvor jeg blev stikkende fast uten at vaakne, hvad der vel skyldtes bedøvelsen av det sterke skud. Omtrent tre maaneder efter steg høet saaledes i pris at forpagteren fandt det fordelagtig at sælge sit forraad. Den saaten jeg laa i var den største og avga i det mindste fem hundrede læs. Man begyndte derfor med den. Larmen av folkene som satte stigerne op for at ta fat, vækket mig endelig. Halvt i søvne og uten at vite hvor jeg var, vilde jeg flygte derfra og faldt like paa manden som eiet høet. Selv fik jeg ikke en rift av faldet. Desto værre var forpagteren saaret; han blev liggende død under mig, for jeg hadde knækket nakken paa ham. Til min beroligelse fik jeg senere vite at manden var en infam jøde som holdt sine beholdninger tilbake til det øieblik da varemangelen øket prisernes høide, saa at hans voldsomme død var en straf for hans forbrydelser og en velgjerning for det almene vel.
Men hvor stor blev ikke min forbauselse da jeg hadde fattet mig og forsøkte at knytte tankerne sammen fra dem jeg var sovnet ind med for tre maaneder siden. Og hvor blev ikke mine venner i London forbauset; de hadde søkt efter mig overalt og forgjæves anstillet etterforskninger for at finde mig — ja det kan de jo let tænke dem! Men la os nu drikke et glas, og saa fortæller jeg dem endnu et par av mine eventyr tilsjøs.
