Han gav ej Haandſlag eller bød Farvel, Før han fra Skulderen til Navlen kløved ham Og fæſtede hans Hoved vaa vor Skandse.
Duncan O tapre Frænde! Gjæve Hædersmand!
Krigeren. Som med det førſte Gry af Solens Skin Frembryder Skibbruds-Storm og vrede Tordner, Saa vælder Vanheld fra den samme ſilde, Som ſyntes ſende Held. Mærk, Skotlands Drot: Knapt havde Retfærds Arm, med Mod udruſtet, Tvunget til Flugt de Kerneres lette Skarer, Før Norrigs Drot, udſpejdende ſin Fordel, Med end ublodige Vaaben, friske Kræfter, Nyt Angreb gjorde.
Duncan. Kved det ej heller Macbeth og Banquo, vore Høvdinger?
Krigeren. Jo, Som Spurve kuer Ørne, Haren Løven. Det er den ſkjære Sandhed, at de vare Kartover lig, med dobbelt Torden ladte; Saaledes Tvefold fordobled de ſit Anfalds Kraft. Om de i rygende Såar ſig bade vilde, Eller forevige et andet Golgatha, Det veed jeg ej. — Men jeg er mat, Og mine Vunder skriger efter Hjelp.
Duncan. Dig pryde dine Ord, ſom dine Såar, Om Ære melder begge. — Gaa, hent Læger. (Krigeren føres ud). (Rosse kommer). Hvo kommer der?
