3
MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
til at begaa alle forræderier, og som er uværdig til at be klæde tronen.“ Madame Roland og hendes nærmeste venner betragtede folkets indtrængen som en velfortjent ydmygelse for den hof færdige dronning; de lyttede med utaalmodighed og vrede til lovtalerne over kongefamiliens mod. Paris’s daværende borgermester, Pétion, som den tyvende juni forsigtig havde holdt sig borte fra slottet, og som havde overladt de kongelige til deres egen skjebne, indfandt sig i Tuilerierne den følgende dag. „Sire,“ sagde han, „jeg har bragt i erfaring, at De var vidende om, at folkemængder nærmede sig slottet. Jeg kom mer for at underrette Dem om, at opløbet bestod af vaaben løse borgere, som kom for at nedramme et maitræ. Jeg ved, Sire, at kommune-bestyrelsen er bleven bagtalt; men dens optræden skal ikke forblive ukjendt for Dem.“ „Den skal blive kjendt af hele Frankrige,“ svarede kon gen tørt. „Jeg anklager ingen i særdeleshed; —jeg saa det hele! “ Pétion søgte at retfærdiggjøre baade sig seiv og opløbet. „Uden de forholdsregler, som blev trufne af kommunebestyrelsen, vilde der maaske være hændt meget værre ting; - ikke mod Deres person,“ tilføiede han, idet han kastede et skarpt.sideblik paa dronningen, som stod i nærheden. „Deres person, Sire, vil altid blive behandlet med respekt!" Pétions mine var udfordrende; kongen blev vred. „Ti!“ raabte han med høi stemme. „ Respekterer man maaske min person ved at trænge ind til mig med vaaben i hænde, ved at slaa mine døre ind og bruge vold mod min garde?" „Sire,“ indvendte borgermesteren, Jeg kjender række vidden af mine pligter og af mit ansvar." „Gjør Deres pligt," svarede kongen utaalmodig. „De er ansvarlig for roligheden i Paris! Adieu!" Elter opløbet holdtes slotshaven en tidlang stængt; Paris’s befolkning havde imidlertid vedblivende adgang til feuillan ternes terrasse, der betragtedes som tilhørende rigsforsam lingens bygning. Store plakater underrettede borgerne om, at det var fori*
