6
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
kongen skulde fornye forfatnings - eden ved fædrelandets alter. Marie Antoinette og mange med hende frygtede, at han vilde blive myrdet paa denne dag; deputerede fra provin serne var ankomne til Paris opfyldte af oprørsaand og had mod kongehuset. Efter sin gemalindes indtrængende opfordring havde Lud vig ladet forfærdige et brystharnisk, som bestod af flere lag tøi, der var tykt nok til at modstaa det første stød af en dolk. Madame Campan fortæller, at hun prøvede det paa ham i Marie Antoinettes soveværelse. Dronningen laa tilsengs. Kongen tog kammerfruen tilside og sagde til hende: „Jeg samtykker i at bære dette panser, fordi dronningen ønsker det. Men jeg kommer ikke til at blive snigmyrdet. Planen er forandret; man vil ombringe mig paa en anden maade! “ Efter at hendes egtefælle havde forladt værelset, overtalte Marie Antoinette kammerfruen til at fortælle hende, hvad han havde sagt. „Jeg tænkte det nok,“ udbrød hun, da madame Campan havde endt sin beretning. „ Kongen har for længe siden ud talt, at det, som nu gaar for sig i Frankrige, er et sidestykke til revolutionen i England under Karl den første. Jeg begyn der at frygte for, at man vil reise en retssag mod ham. Hvad mig angaar jeg er udlænding! Mig vil man dræbe! Hvad vil der blive af mine stakkels børn?“ Hun brast i taarer ved tanken paa dem. Madame Campan skyndte sig at række hende nogle be roiigende draaber; men hun afslog at tage dem. „De lykkelige kvinder har nervøse anfald,“ sagde hun; Jeg lider ikke længer af saadanne anfald. Min sjæl holder mit legeme opreist.“ For dronningen var der bleven forfærdiget et korset i samme smag som hendes mands panser. Hofdamerne bøn faldt hende om at benytte det. „Det vilde være en lykke for mig, om oprørerne dræbte mig,“ sagde hun; „de vilde befri mig for denne sørgelige tilværelse.“
