17
MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
viljen spændte, hendes sjæls uforfærdethed gav udtryk af begeistring. Hendes øine, som uophørlig talte ved lyn til alle de øine, der fæstede sig paa hende; hendes blik, som snart bønfaldt, rørte eller trodsede, eftersom hun mødte kolde, ven lige eller fiendtlige ansigter; de endnu friske spor af hendes skjønhed, som begyndte at svinde for hendes aar, ligesom hendes glade sind for hendes ulykke; erindringen om den tilbedelse, som hun havde været gjenstand for i de samme sale, hvor hun nu anraabte om forsvar alt prægede hen des person med en majestæt af mod, værdighed og kummer! Det var monarkiets Niobe; det var kongeværdighedens bil ledstøtte, nedstyrtet fra tronen, men uden at være besudlet eller nedværdiget ved sit fald.“ Man var ikke sikker paa, at de soldater, som stod uden for slottet, nærede kongevenlige følelser. Ludvig vilde ikke udsætte sin familie for en kold, maaske fiendtlig modtagelse. Da han havde naaet foden af den store hovedtrappe, opfordrede han sin hustru, de øvrige damer og børnene til at vende tilbage. Ganske alene holdt han den sidste revue. Det var et feilgreb: Det, som hans bløde godmodighed ingenlunde formaaede, vilde Marie Antoinettes bestemte op træden, kronprinsens rørende skjønhed muligvis have kunnet u drette. Klokken var omtrent seks. Urolig og forlegen gik Ludvig ud paa gaardspladsen. Adskillige af hans ledsagere havde undslaaet sig for at følge ham videre; de var vendte om paa samme tid som dronningen. Han følte sig trykket og urolig, men tvang sig til at synes ved godt mod. Soldaterne omringede ham. Hærens overhoved fandt ikke et ord at sige til dem, og dog raabte de endnu: „ Kongen leve!“ Jo længre han fjernede sig fra slottet, desto kjøligere blev modtagelsen. Ved den nordre terrasse skreg man: „Folket leve! Ned med vetoet! Ned med det tykke svin! Ned med tyrannen!“ Clara Tschudi: Marie Antoinette 111
2
