21
ærefrygten ham saa aldeles, at han ikke kom længre end til de første ord. Han søgte og søgte i sin erindring, saa op i luften, ned paa sine støvlespidser og op i luften igjen; men hans hukommelse lod ham fuldstændig i stikken. Marie Antoinette merkede det. Hun skjulte en latter, der vilde bryde frem. For at gjøre ende paa den stakkels mands forlegenhed, tog hun ham i haanden; med det nydeligste, tak nemmeligste smil modtog hun den blomsterbuket, han rakte ud mod hende. Nu fandt præstemanden, ikke sin tale, men sin aandsnærværelse igjen. „ Madame," sagde han beundrende, „ vær ikke forbauset over, at min hukommelse slaar feil. Ved synet af saa megen ynde vilde Salomon have glemt sin høisang, og han vilde have holdt op at tænke paa sin smukke egypterinde." Medens hun under jubel, men ikke uden indre bekymring nærmede sig reisens maal, samledes den kongelige familie i Compiégne for at modtage hende. Ludvig den femtende var især meget spændt paa at faa hende at se. Marie Antoinette havde neppe faaet øie paa kongen, før hun styrtede ud af vognen og ka stede sig for hans fod.
