Side:Martyra.djvu/106

hende. Stjernerne paa himmelen have rolighed for dig, og du grubler over intet paa jorden. Du forraader ei misdæderen, og du er godheden selv. Daarlighed finder sin skyts hos dig. Du kalder den visdom, naar den smykker sig med lapper av den kloges kjortel. Naar du fortærer dit fede øl og dine lækkerbiskener, er verden dig et paradis. Din gang er slæbende og baglænds som krebsens. Ve den vise, som ikke træder i dine fodspor, og vægrer sig at bære dit harnisk! I troen er du uforstyrret, og kjetteri viger langt fra din bolig. Naar den kloge sukker efter brød, regner manna over dig, og man siger, at du lønnes efter fortjeneste. Du finder i mørke, hvad den kloge forgjæves leder efter med tusinde briller. Var jeg digter, skulde du være min Mæcenas, men du ønsker ikke denne timelige ære. Du hader alle vers og al prosa. Lad den lærde reise og komme, tænke og skrive, nytte og fornøie! hvad angaar det din mave? Din sæd vil besidde landet; den har venner, og den kloge vil forjages av jordkloden. Ak, lær mig, store mand! din store hemmelighed! Jeg længes efter rolighed, og du kan opfylde mine ønsker. Tryk dit indsegl paa min pande, og dit vaaben paa mine kjæver, saa vil forfølgeren gaa forbi mig. Alle piger vil elske mig, og alle børn vil spøge med mig, som med deres dukker. Tag mig i dine vingers skjul, at mit sind maa leve i fred, og mit syn bevares uskadt til mit endeligt! Nu hades jeg av din hele skare; da vil den sige: Han har bedret sig; han bliver fed; han