tenke meir paa si slegt enn sit eie beste, so han held ikkje op med aa sprøyte si gift i kjøte paa fienda aa soleis med sin eien dø skapa den rædsle for mauretuva som er den beste trygd mot aagrip, so aar etter aar ho kan staa der urøyvd i ville skogen, — den magt som driv ein ape i livsfaare for aa rædde sin hjelpelause kamerat, aa læt ein eskimo dele siste kjøtstykke sit med sin svoltne granne, — den magt som let Descartes der han sat, burtgjøymd aa løynd, drøyme om det folke som jaga han or lande, aa Vinje blaase varme i sine kalne neva med’ han la grunlage til ein bokavl aat eit folk som log aa svelte han ut, — den magt som fek Kristus paa korsen til aa be for sine rettara, aa som læt Ruslands ædlaste aander uta klagemaal drage sin siste suk i Sibirien for sit arme folk, — kjærleikens magt, som finn si glee i sit stræv for andre, si lukke i alles vælferd, aa si løn i si ofring. Den fyrste magta, herskarmagta, er nemleg som vinteren som leg markerne etter seg øye, aa hev framafor seg tomheit aa kulde der aanda stygges i fraa aa døyr. Men hi magta grør det etter som det grør etter solskine om vaaren naar snøen er smoltna vek aa telen i jora tina.
Anarkist-draape i Chicago hev vorte ein slik straale som vil tine telen; aa bloe vil gjøe jorbotnen for nye tanka, degge dei turre i strien, aa friske dei trøytte til nyt arbei. For arbei skal der til; langt er det fram; aa menneskjenaturen er tøyeleg. Ein ser det er gale; men toler aa venter; gir seg gang
