Denne siden er korrekturlest
Selv han søgte frem
mod et evigt Hjem
fra det mindste Kryb paa Bunden
til hvert Glimt i Stjernerunden,
Støvets Forskeraand.
— Nu gav Herren Haand.
Stille som i Drøm
gled han over; øm
var Naturen mod sin Dyrker.
Nu Ålherren Sjelen styrker
paa dens Stjernegang
gjennem Sfærers Sang.
Alt paa denne Jord
Harmoniers Kor
i Opdagelsernes Stunder,
i det Lilles store Under
gjennem Sjelen saug
med en evig Klang.
Hvor paa Vagt lian laa,
hundred Øjne saa.
Hvor Aartusind Sandet sanked,
hvor den mindste Livspuls banked,
der han gav sig Ro
stille, klog og tro.
