Denne siden er korrekturlest
I en Draabe Vand
spejded, fulgte han
Verdenshavets Liv; lian sænkte
Tanken, hvor den før ej tænkte;
Dybets Gaade laa,
hvor han banked paa.
Skjønne Fædreland,
mange Tro som han! —
med saa sandt og kjerligt Øje,
med en Sans, saa fin og nøje
for det Stille, Smaa; —
da vi Stort vil naa!
Manges Kjerlighed
her vi sænker ned,
Manges Faderbord og Sæde,
Manges trygge, tause Glæde.
Aabent staar hans Hjem.
Gud beskytte dem!
Hun, som skjøn og varm
bøjed mod hans Arm
og hvis rige Sjel og Hjerte
altid fik og 'gjenforærte;
— der, hun græder nu,
vær der ogsaa Du!
Hjælpeløse Smaa,
som hos hende staa, —
skal de sprecles, skal de bindes, —
i Din Kjerlighed de findes!
Lær dem Fa'r at naa
ved til Dig at gaa!
Bjørnstjerne Bjørnson.
