og Insekterne summede; Himlen var skyfri, Haven og Engen duftede af Friskhed, og Floden skinnede som Sølv, men jeg kunde ikke rigtig nyde alt dette, for jeg havde stadig det daglige Vrøvl med Bønderne i Erindring. Naa, en dejlig lys Junimorgen kjørte Marie og jeg ud for at se, hvorledes Hveden stod, og hun sad foran og styrede Vognen med løftede Skuldre.
«Hold til højre!» raabte hun, da vi mødte en Bonde, som kom drivende hen ad Landevejen, og i det samme tog Vinden et Tag i hendes Haar, saa det flagrede til alle Sider.
«Men du ligner jo en rigtig ægte Postillon!» sagde jeg henne fra Bagsmækken.
«Ja, det er ikke saa underligt!» sagde hun og lo. — «Har jeg maaske aldrig fortalt dig, at min Bedstefader var Postillon?» spurgte hun og vendte sig om imod mig, og derpaa begyndte hun at snakke til Hestene og smække med Tungen.
«Naa, Gud være lovet,» tænkte jeg, «nu har hun da faaet sit gamle Humør igjen! Hun spøger — og det er altid gode Tegn.»
Fra Juli Maaneds Begyndelse fik vi daglig Besøg af Doktor Blagovo, der tilbragte Sommerferien hos
