Damer. En Dag, da jeg gik ned til Floden for at bade, saa’ jeg Marie og Kleopatra sidde inde under Skyggen af et stort Piletræ, og Stepan stod ved Siden af dem med Hænderne paa Ryggen i Færd med en længere Udvikling, som jeg fandt saa interessant, at jeg vel vogtede mig for at røbe min Nærværelse.
«Og kan man egentlig paastaa, at Bønderne er Mennesker,» hørte jeg ham sige. «Nej. De maa undskylde mig, det er rene Dyr. Hvad er det for et Liv, de Bæster fører? De tænker kun paa at æde og drikke, og billigt skal det være. Sidder de sammen i Kroen, snakker de ikke som pæne Mennesker, men skraaler i Munden paa hverandre — de Tølpere! De lever som Svin, i Snavs og Urenlighed, putter Maden i Skrutten med Fingrene og tømmer deres Krus til Bunds, selv om der svømmer en halv Snes Kakerlakker deri.»
»Ja, men husk paa, hvor fattige og elendige de er,» indvendte Kleopatra i en undskyldende Tone.
«Men fordi man er fattig, behøver man da ikke at være en Svinemikkel. Og bilder De Dem maaske ind, at de rige Bønder lever paa anden Vis. Nej, de er lige saa store Svinebæster og Kæltringer som dem, der lider Nød. Se nu Larion, han er den rigeste Mand i Dubetschnja, men han stjæler dog som en Ravn, og naar han er fuld, smider han sig paa den første den bedste Mødding og sover Rusen ud. Nej, de er lige gale alle sammen, og derfor er det ogsaa et rent Helvede at bo i Landsbyen sammen med dem. Men Gudskelov, saadan som jeg nu har det, lider jeg ingen Mangel, hverken hvad Føden eller Klæderne angaar. Jeg har udtjent min
