Side noget barnligt og naivt ved dem, som tiltalte mig. De var opfødt i Drukkenskab og Urenlighed, men de troede paa Sandhed og Ret og mente, at deres egen og hele Folkets Frelse kun beroede paa, at disse to Begreber sejrede. Jeg sagde saa tit til Marie, naar jeg hørte hende rive ned paa Bønderne, at hun kun saa’ de mørke Sider hos dem, men hun lod sig ikke overbevise. Og hver Gang hun beklagede sig til Doktoren over Bøndernes Tyvagtighed og Hang til Drukkenskab, forbavsedes jeg over, at hun, der var saa klog og retsindig, kunde glemme, at hendes egen Fader drak sig fuld næsten hver eneste Middag, og at de Penge, han havde kjøbt Dubetschnja for, ikke vare erhvervede paa nogen ærlig Maade.
Min Søster undgik mig, og jeg havde en bestemt Følelse af, at hun bar paa en eller anden Hemmelighed, som hun enten frygtede for eller skammede sig ved at meddele mig. For ikke at være i Enrum med mig holdt hun sig altid i Maries Nærhed, og takket være denne Taktik lykkedes det hende ogsaa at hindre mig i at faa hende i Tale.
En Aftenstund, da jeg gik gjennem Haven, saa’ jeg hende vandre rastløst frem og tilbage under et stort Æbletræ, Der var noget saa uhyggeligt ved denne stundesløse Vandring, der foregik med samme Regelmæssighed som en Perpendikels Svingninger, at jeg besluttede at gjøre Ende paa den. Jeg ilede hen til hende, og i samme Nu, som hun fik Øje paa mig, standsede hun med et Ryk og tog sig med begge Hænder op til Hovedet.
