den virker paa Tusinder. — Ja, Musiken, det er en herlig Kunst!» vedblev hun og saa’ drømmende op mod Himlen. «Er man led og kjed af Døgnets Kjævl og Strid, eller føler man sig træt og skuffet, kan man altid finde Hvile og Tilfredshed ved at give sig ind under Kunstens beskyttende Vinger.»
Da vi nærmede os Kurilovo, var det dejligt, klart Solskinsvejr. Bag Pilehegnene lyste Druehyld og Røn os i Møde med deres røde Bær, og ud til højre skinnede en Birkelund i broget Farvepragt. Kirkeklokkens Klang lød langt ud over Landsbyen, og fra alle Huse og Hytter kom Bønderne med Helgenbilleder, som de bar hen i Skolen.
Inde i den største af Klasserne blev der afholdt en Takkebøn med Sang, og derpaa bar Bønderne fra Kurilovo et Kristusbillede hen foran Marie, som knælede foran det og gjorde Korsets Tegn. Fra Dubetschnja var der mødt en Deputation, som bød hende en stor Kringle og Salt i et forgyldt Kar, og denne Velkomsthilsen rørte hende saa dybt, at hun brast i Graad.
«Og hvis nogen af os har krænket Herskabet i Ord eller Gjerning, saa tilgiv os!» sagde den gamle, hvidskjæggede Bonde, der var Formand for Deputationen, og bukkede helt ned til Jorden for os begge.
Da vi kjørte hjem, vendte Marie sig om og saa’ længe hen efter Skolen, hvis nymalede Tag lyste i Solen, og det forekom mig da, at det Blik, hun sendte tilbage, nærmest havde Karakteren af et sidste Farvel.
