«Ja, jeg er meget svag, men det nytter ikke at
give efter derfor,» sagde hun, da hun omsider rejste
sig. «Vladimir siger, at alle de Kvinder, der lever i
Byen, er blodfattige, og at det ligger i, at de ikke er
vant til at tage fat. Ja, han er mageløs klog, ethvert
af hans Ord er Visdom. Man maa arbejde — det
giver Styrke.»
Tirsdag Aften gik hun hen til Ashogins, og jeg fulgte med hende. Da hun tog sin Hat og Kaabe af, saa’ jeg, at hun havde pyntet sig stærkt i Dagens Anledning. Hun mødte i sort, nedringet Silkekjole, med en vældig Brosche i Halsen og med store diamantfunklende Ørenringe. Jeg fandt, at hun saa’ dygtig udmajet ud, og der var vist flere, der fandt det samme, for da vi kom ind i Salen, begyndte der en almindelig Hvisken og Tisken blandt de nærmeste. Hun søgte at være saa utvungen som mulig, og paatog sig endogsaa en vis Air for at skjule sin Forlegenhed, men det havde kun til Følge, at den kom endnu stærkere til Syne.
«Jeg fortalte Fader, at jeg agtede mig her hen,» hviskede hun, medens vi stod et Øjeblik ene sammen, «og han blev saa vred, at han var lige ved at lægge Haand paa mig. — Aa, men er det ikke skrækkeligt, jeg kan ikke et Ord af min Rolle! Jeg er vis paa, at jeg gaar i Staa midt i den. — Men nu er det for sent at vige tilbage!» vedblev hun i stærk Bevægelse. «Tærningerne ere kastede!»
Hun havde en Følelse af, at alle saa’ paa hende, at alle vare forbavsede over det alvorlige Skridt, hun
