pludselig op foran mig. Hun havde Hat og Slør paa og maatte altsaa lige være kommen.
«Ja, jeg har sagt til hende, at hun ikke skulde indlade sig paa at spille!» sagde hun i en fortvivlet Tone og rødmede under Sløret. «Det var jo Vanvid af hende at møde i Aften. Men hvorfor i Alverden har De dog ikke afholdt hende derfra?»
Lidt efter kom Fru Ashogin trippende hen til mig.
«Kjære Ven, det er forfærdeligt!» hviskede hun og stak sit Ansigt helt ind i mit. «Det er skrækkeligt! Deres Søster er i en Tilstand ... i en Tilstand, som man ellers ikke plejer at vise sig i. Nej, jeg kan ikke faa det bragt over mine Læber ... men De forstaar mig nok! Se at faa hende hjem snarest muligt!»
Hun kunde næppe trække Vejret for Sindsbevægelse, og i Nærheden af hende stod den Ældste, den Mellemste og den Yngste og saa’ lige saa betagne ud som hun. Tænk, hvilken Skam og Skjændsel var der ikke bragt over deres Hjem! Og skjønt jeg var alt andet end oplagt til Latter, fandt jeg det dog ret morsomt, at den hæderlige Fru Ashogin, som hele sit Liv igjennem havde haft saa travlt med at kæmpe mod Fordomme, nu var saa ude af sig selv over, hvad der var passeret med Kleopatra. Hendes Felttog mod Fordommene syntes ikke at være synderlig alvorlig ment.
«Kjære Ven,» vedblev hun i en indtrængende Tone, «jeg beder Dem indstændigt om snarest at befri mit Hus for hendes Nærværelse.»
