«Ja, som man saar, saa høster man!» sagde min
Fader med et Suk og lagde Brillerne fra sig. «Husker
du ikke, at jeg for 2 Aar siden — her i dette Værelse
— bad dig om at tage dig sammen og mindede dig
om de Forpligtelser, du havde mod dine Forfædre?
Men du vilde ikke høre mig — du foragtede mine
Raad, holdt fast ved din egen dumme Mening og fik
ogsaa din Søster trukket bort fra Dydens og Pligtens
Vej. — Ja, som man saar, saa høster man!» gjentog
han og rejste sig.
«Ja,» sagde jeg med hæs Stemme og rystende af Sindsbevægelse, «jeg husker godt det hele! Jeg bad dig den Gang om at give mig frit Valg med Hensyn til min fremtidige Livsstilling, og du havde ikke andet Svar dertil, end at jeg gjorde mine Forfædre Skam. Og nu, da jeg kommer og fortæller dig, at din eneste Datter er ved at dø, begynder du igjen at snakke om mine Forfædre. Aa, jeg fatter ikke, at du, der er saa nær ved Støvets Aar, kan være i den Grad hildet i Verdslighed og Forfængelighed!»
«Hvorfor er du egentlig kommen?» spurgte min Fader i en stræng Tone, dybt krænket over, at jeg vovede at rette Bebrejdelser imod ham.
«Ja, jeg véd det næppe selv, men jeg antager, at det er, fordi jeg føler Trang til Forsoning med dig. Naar alt kommer til alt, nærer jeg endnu kjærlige og sønlige Følelser for dig, men hvad Kleopatra angaar, saa har hendes Hjærte for bestandig vendt sig fra dig. Hun kan ikke glemme, at du har pint og kuet hende
