Side:Mit Liv.djvu/150

Denne siden er godkjent


Der blev Stilhed, og lidt efter hørte man det samme drukne Brøl som før.

Marie, der blev dødbleg, trykkede sig tæt ind til Ovnen, og det var mærkeligt at se denne stærkt byggede, bredskuldrede Kvinde saa betagen af Frygt. Hendes Datter, den lille snavsede Pige, der sad oppe paa Ovnen, begyndte med ét at græde højt.

«Hvad tuder du for, Tøs?» skreg Thekla, der var lige saa kraftig og bredskuldret som Svigerinden, men langt yngre og smukkere. «Han slaar dig vel ikke ihjel med det samme, dit Flæbehoved!»

Den Gamle fortalte Nikolaj, at Marie var saa bange for Kirjak, at hun ikke turde bo sammen med ham, og at denne var saa fornærmet derover, at han i Ny og Næ aflagde hende Besøg, under hvilke han trakterede hende baade med Skjældsord og Prygl.

«Ma—rie! Ma—rie!» lød det lige bag Døren.

«Ak, Herre Jesus! Kom mig til Hjælp, kjæreste Venner!» hviskede Marie. «Hjælp mig ... hjælp mig, for Gud i Himlens Skyld!»

Alle Børnene stak i at græde, og Sascha fulgte saa deres Exempel og græd med. Der hørtes en stærk Hosten, Harken og Spytten ude i Forstuen, og lidt efter kom der en høj, sortskjægget Karl ravende ind i Stuen. Det var Kirjak. Han gik lige hen til sin Kone og slog hende med knyttet Næve i Ansigtet; hun gav ikke en Lyd fra sig, men sank i Knæ, og samtidig flød Blodet i store Strømme ud af hendes Næse og Mund.

«Aa, du maa skamme dig! Du maa skamme