Tæppe. Hovedpuden, der havde et snavset Lærredsovertræk, fandtes henslængt paa Gulvet. Paa det lille Bord foran Sengen laa der et Sølvur, et Tyvekopek-Stykke og nogle Tændstikker. Sengen, Bordet og en Stol vare de eneste Møbler, der fandtes i Stuen. Da Assistenten kiggede ind under Sengen, opdagede han en Snes tomme Flasker, en gammel Straahat og et Brændevinsanker, og henne ved Fodenden en Støvle, som var dækket med et tykt Lag Støv. Efter at Dommeren havde kastet et spejdende Blik hen i Retning af Vinduet, rynkede han Brynene og blev ildrød af Harme.
«Aa, de Slyngler!» brummede han og truede ud i Luften.
«Men hvor er Mark Ivanovitsch henne?» spurgte Dukofskij i en beskeden Tone.
«Aa, maa jeg være fri for Deres Indblandinger!» raabte Tschubikof. «De skulde heller se efter, om der findes noget fordægtigt paa Gulvet. — Ja, det er det andet Tilfælde af den Art, jeg har haft i min Embedstid,» henvendte han sig til Assistenten. «Kan De huske den Gang de myrdede Kjøbmand Portretof? Da bar Slynglerne sig ad ganske paa samme Maade. De myrdede ham i Sovekammeret og slæbte saa Liget ud gjennem Vinduet.»
Tschubikof, der saa’ ud, som om han pludselig fik en Idé, trak Gardinet til Side og pirkede med Fingeren til Vinduet, som øjeblikkelig fløj op.
«Ja, tænkte jeg det ikke nok, Krogen har ikke været paa!» raabte han triumferende. — Og hvad er dette?» vedblev han og bøjede sig ned over Karmen.
