«I Køkkenet — oven paa Ovnen.[1] Spørg kun
Kokkepigen — hun kan bevidne det! Men hvordan
jeg er kommen derop, har jeg ikke Begreb om.»
«De maa tage det lidt mere roligt!» brummede Tschubikof. — «Men sig mig, er det sandt, at De har kjendt Akulina?»
«Ja, men jeg forstaar ikke ...»
«Og fra Dem er hun altsaa gaaet videre — til Kljausof.»
«Ja. — Men vil D’Hrr. ikke lade Svampene gaa rundt en Gang endnu? Og maa jeg ikke opvarte med et Glas The til?»
Der indtraadte en uhyggelig Tavshed, som varede mindst fem Minutter, og i al den Tid havde Dukofskij ikke sine Øjne fra Psjekof.
«Jeg tror, det kunde være heldigt, om vi ogsaa forhørte den Myrdedes Søster,» sagde Dommeren omsider. «Det var jo dog muligt, at hun kunde give os en eller anden Oplysning.»
Lige som han havde sagt det, rejste han sig og takkede for Frokosten, og derpaa begav han og hans Sekretær sig over til Hovedbygningen. Da han ønskede at gjøre sit Besøg saa overraskende som muligt, lod han sig ikke melde, men gik lige ind i Dagligstuen, hvor han traf Kljausofs Søster knælende foran Helgenbillederne. Hun blev synlig forvirret, da hun saa’ de to Herrers Ansigt henne i Døren, og saa vidt Dukofskij
- ↑ Se Anmærkningen Side 150. O. A.
