de sidste 15—20 Aar ikke været opført en eneste anstændig Bygning i vor Ravnekrog. Skal han udkaste en Plan, er Gangen i hans Arbejde altid følgende: Han begynder med at tegne Salen og Dagligstuen, idet Arten af hans kunstneriske Begavelse ligefrem kræver, at disse to Rums indbyrdes Beliggenhed og Dimensioner bliver det bestemmende for hele Husets Indretning. Naar han saa er kommen over denne Vanskelighed, indtegner han Spisestuen, Barneværelset og Kabinettet og anbringer til Slutning en hel Del Døre, af hvilke de fleste ere overflødige. Det hele opstaar paa Grundlag af en højst uklar Idé, og for at bøde paa Manglerne i denne maa han tage sin Tilflugt til de mærkeligste Udveje. Derfor udmærker hans Bygninger sig altid ved en hel Del overflødige Smaarum i Form af umulige Forstuer, snævre Korridorer og meningsløse Pulterkamre. Hans Facader er kjedelige og stilløse, og Taget trykkes af en Række store, klodsede Skorstene. Naa, med Tiden har man vænnet sig til hans Mangel paa Talent; hans arkitektoniske Principper er saa at sige gaaet over i Blodet paa Befolkningen og er efterhaanden blevet den eneraadende Stil i Byen.
I min Søsters Liv har han ogsaa grebet ind paa en saa eneraadende Maade, at han derved har paatrykt det sit eget kjedelige Stempel. Ganske fraset det Misgreb, at han i Daaben har givet hende det gyselige Navn Kleopatra, der er betegnende for hans Smag, har han, saa længe hun var Barn, stadig fyldt hende med Krøniker om vore Forfædres store Fortjenester
