jeg siger ikke mere. Naa, men Spøg til Side. Naar Psjekof er bleven Forbryder, er det ikke, fordi han har brudt sig om Akulina, men ene og alene fordi han har følt sin Forfængelighed krænket. Han har ikke kunnet taale, at en anden stak ham ud, og derfor har han villet hævne sig. Og lidt Sandselighed har der vel ogsaa været med i Spillet. Lagde De Mærke til, hvor velbehageligt han smaskede med sine tykke Læber, da han sammenlignede hende med Nana? Som sagt, det er krænket Forfængelighed og utilfredsstillet Sandselighed, der har drevet ham ind paa Forbryderbanen. Naa, de to af de Skyldige har vi altsaa et sikkert Tag i, og nu gjælder det blot om at finde den tredje. Nikolaj og Psjekof har holdt den Ulykkelige — men hvem har kvalt ham? Psjekof kan ikke have gjort det, thi han er for fejg dertil, og Nikolaj hører ikke til dem, der kvæler sit Offer med en Hovedpude; hans Redskab er Øxen — Bagen af Øxen; men hvem er den tredje — hvem er det, der har kvalt ham?»
Efter at Dukofskij havde glædet Dommeren med dette lange Foredrag, smøgede han sin Hue ned over Ørene og sad saa i dybe Tanker hele Resten af Vejen.
«Hvor er han? — Hvor finder jeg ham?» spurgte han atter og atter sig selv, og pludselig — lige som Vognen rullede hen foran Dommerens Hus — fik han Svar paa sit Spørgsmaal.
«Heureka! Nu har jeg det!» raabte han og styrtede triumferende ind i Forstuen. «Jeg har det! Jeg har det! — Véd De, hvem den tredje er?»
