men foretrak sin Akulina, og saa har hun villet hævne sig. Naa, men lad os nu komme afsted. Det begynder allerede at blive mørkt.»
«Men tror De da virkelig, at jeg vil forstyrre en hæderlig Dames Nattero, fordi De har faaet et Anfald af Vanvid?»
«Jeg bønfalder Dem om at tage med, ikke for min Skyld, men for at Retfærdigheden kan ske Fyldest. Tænk hvilken Opsigt denne mærkelige Sag vil vække over hele Rusland! Lykkes det Dem at skaffe Klarhed i den, er Deres Lykke gjort. De kommer ind i Overretten, saa sandt jeg sidder her! Naa, vær nu fornuftig, og lad Dem overbevise!»
Dommeren sad først lidt og betænkte sig og rakte derpaa Haanden ud mod sin Hat.
«Aa, gid Fanden havde Dem!» sagde han og rynkede Brynene. «Naa, lad os da tage afsted, naar det ikke kan være andet!»
Det var bælgmørkt, da Dommeren og hans Sekretær rullede ind i Politiassistentens Gaard, og dette Mørke vakte allehaande Betænkeligheder hos den galante Tschubikof, der var saa kjed af at skulle forstyrre den smukke Olga Petrovna paa denne sene Tid, at han ønskede sig hjemme igjen.
«Jeg skammer mig som en Hund!» sagde han, medens han ringede paa. «Og hvad Paaskud skal vi give for dette sene Besøg?»
«Aa, det finder vi nok ud af. Vi kan jo sige, at den ene af Vognfjedrene er sprungne, og at vi derfor blev nødt til at tage her ind.»
