fandt dem ikke. «Nej, nu gaar jeg!» sagde hun til sig selv, men inden hun endnu havde faaet sig rejst, laa Iljin foran hendes Fødder. Han omfavnede hendes Knæ, saa’ hende ind i Ansigtet og talte varme og lidenskabelige Ord, men hun var saa optagen af at hitte Rede i sine egne Følelser, at hun slet ikke hørte dem. Hun forstod ikke, hvorfor hun blev, og bebrejdede sig selv, at hendes Indignation ikke formaaede at faa Bugt med hendes Svaghed og Afmagt. Hun fandt sig rolig i, at Iljin kyssede hendes Hænder, og hun kiggede ligesom han til højre og venstre for at forvisse sig om, at ingen saa’ denne Scene.
«Men saa vær dog fornuftig!» sagde hun omsider i en fortvivlet Tone. «Hvad skal dette dog føre til? — Hvad er Meningen?»
«Jeg véd det ikke! Jeg véd det ikke!» hviskede han og gjorde en hurtig Haandbevægelse for ligesom at vifte dette ubehagelige Spørgsmaal fra sig.
I det samme hørte man Lokomotivets stærke, gjennemtrængende Piben, og denne Lyd, som kaldte hende tilbage til Hverdagslivets Prosa, fik hende til at skjælve.
«Jeg har ikke Tid — jeg maa gaa!» sagde hun og rejste sig skyndsomt. «Toget kommer, og Andrej er i det. Jeg maa hjem og sørge for Middagsmaden.»
Hun vendte sit blussende Ansigt hen imod Jærnbanedæmningen. Først kom Lokomotivet langsomt forbi og derefter en lang Række store, klodsede Vogne. Det var ikke Persontoget, som hun havde troet, men Godstoget. Hun skyndte sig bort uden at se paa
