med Magt havde tilkæmpet sig, saa brat, at hun næppe var i Stand til at sige Goddag til ham. Handes Mand, der var dygtig sulten, rettede et vældigt Angreb paa Kjødpølsen, inden hun endnu havde faaet Tid til at anrette Suppen, og hans Tyggeredskaber arbejdede saa ivrigt, at han flere Gange tog Tilløb til at smaske.
«Du store Gud!» tænkte hun. «Jeg elsker og agter ham... men hvorfor spiser han dog paa denne modbydelige Maade?»
Hendes Tanker vare i den samme Uorden og Forvirring som hendes Følelser. Hun gjorde sig Umage for slet ikke at tænke paa, hvad der var hændet om Formiddagen, men jo mere hun bestræbte sig derfor, desto tydeligere fremstillede Iljin sig for hendes Bevidsthed. Hun blev efterhaanden saa nervøs, at hun bildte sig ind, at hendes Mand maatte kunne mærke, at der var noget i Vejen med hende, og hun besluttede derfor at komme ham i Forkjøbet ved selv at fortælle ham det hele.
«Hør, jeg maa tale med dig, Andrej!» sagde hun, da han lagde sig paa Sofaen for at tage sin sædvanlige Eftermiddagslur.
«Naa, hvad vil du mig?» brummede han i en søvnig Tone.
«Vi maa tage bort herfra.»
«Hm — hvorhen? Det er da for tidligt at flytte ind til Byen.»
«Nej, men kunde vi ikke gjøre en lille Rejse sammen?»
«En Rejse...» sagde han og gabede. «Ja, det
