Sjælero, men hendes Kamp var forgjæves, og hun følte sig saa oprørt over sin egen Afmagt og Svaghed, at hun kom til det Resultat, at alle de Skrupler, hun havde gjort sig i Løbet af Dagen, kun var en latterlig Komedie. «Ja, hvis jeg har kæmpet, saa har det været paa Skrømt!» sagde hun til sig selv, og i det samme var det, som om en usynlig Kraft drog hende ud af Huset. Hendes Hjærte bankede, og hun saa’ hen paa sin sovende Mand.
«Andrej!» skreg hun. «Hør, du rejser jo med mig — ikke sandt?»
«Det er mig umuligt — det véd du jo godt!» brummede han halvt i Søvne. «Du maa rejse alene!»
«Men hvis du ikke tager med, saa risikerer du at tabe mig. Jeg er... jeg er forelsket — hvis du vil vide det!»
«Hvad behager? — I hvem?» spurgte han.
«Ja, det kan jo være dig ligegyldigt!» skreg hun.
«Aa, det er vel kun en fix Idé!» sagde han idet han rejste sig og vippede sine Ben ud over Sengekanten. Han vilde ikke rigtig tro paa Sandheden af hendes Ord, men følte sig dog noget ilde berørt af dem. Efter at have gjort, hende nogle ligegyldige Spørgsmaal udtalte han sine Anskuelser om Ægteskabets Hellighed og Ukrænkelighed og om Følgerne af Utroskab o.s.v., og saa snart han havde holdt sit Foredrag, lagde han Hovedet tilbage paa Puden og faldt i Søvn. Hans Ord havde ikke gjort noget Indtryk paa Sofie Petrovna; hun rejste sig, kastede sin Mantille om sig og stod saa lang Tid i dybe Tanker.
