«Ja, ikke hvad det Ydre angaar, men ellers kjender
jeg ham nok!» svarede Kusken og grinede i
Skjægget.
«Hvad griner du af?»
«Af Herrens Spørgsmaal. De kan da vel begribe, at jeg kjender en Mand, der er sat til at dømme over os alle. Det er jo min forbandede Pligt, om jeg saa maa sige...»
«Aa ja, det kan være rigtigt nok, men ... hvordan er han egentlig? Er han flink?»
«Aa jo, han er flink nok,» svarede Kusken gabende, «og han kjender ogsaa sine Ting. Han har kun været her i to Aar, men i den Tid har han udrettet ikke saa lidt.»
«Ja, i hvad Retning mener du?»
«Jo, for det første har han nu skaffet os en Jærnbane, og den er vi glade ved. Se hans Formand i Embedet, det var en rigtig Slyngel og Snyder, men saa saare Posudin kom, fik Piben en anden Lyd. Nej, Posudin, han lader sig ikke smøre, han er ikke af den Slags. De kan byde ham hundrede, ja tusinde Rubler, saa tager han dog ikke imod dem. Næ-æh!»
«Gud være lovet, at man dog har opfattet mig rigtigt i den Henseende!» tænkte Posudin og triumferede. «Det gjør godt at høre!»
«Og han er ogsaa en rigtig pæn og behagelig Mand,» vedblev Kusken, «for han er ikke Spor af storsnudet. Kommer en af os og klager over noget, saa giver han os Haanden og siger: Sid ned min Ven! Og saa er der Fart i ham. Saa saare han har faaet
