en Sag anmeldt, sætter han sig i Vognen og ruller afsted, alt hvad Remmer og Tøj kan holde. Nej, han er rigtignok bedre end sin Forgænger. Naa, den anden havde jo ogsaa sine gode Sider. Han var en meget anselig Herre, og han havde en Stemme, som man kunde høre i en Mils Omkreds. Ham, vi nu har, stikker ham derimod i alt, hvad Forstanden angaar. Ja, Posudin er rigtig flink, men der er kun det i Vejen med ham, at han drikker.»
«Tak Skæbne!» tænkte Posudin. «Men hvor véd du, at jeg ... at han drikker?»
«Ja, jeg har ikke selv bemærket det — af den Grund, at jeg aldrig har set ham; men alle véd, at han drikker. Se, naar han er ude i Selskab eller paa Bal, saa nyder han aldrig Spiritus, men hjemme, dér hævner han sig! Om Morgenen, inden han endnu har faaet Søvnen gnikket rigtig ud af Øjnene, forlanger han Brændevin, og naar saa Tjeneren bringer ham det første Glas, jager han ham allerede afsted efter det næste. Og saadan gaar det hele Dagen igjennem. Men som sagt uden for Huset gjør han det aldrig; han forstaar at tage Vare paa sig selv. Naar den forrige drak, lod han alle se derpaa, men naar denne drikker, saa lukker han sig inde i sin Stue. Og for at Folk ikke skal mærke, at han fugter sin Gane, har han ladet sig lave saadan en Slags Beholder eller Læddike i Skrivebordet med en Slange til. Den fylder han med Brændevin, og saa sutter han paa Slangen, indtil han er fuld. — Og i sin Karet har han en lignende Indretning.»
