Side:Mit Liv.djvu/290

Denne siden er godkjent


«Han tager dem fra Etuiet, der ligger paa Tobaksbordet.»

«Ja, vil De saa sende, ham ind til mig.»

Efter at Guvernanten var gaaet, satte Bykofskij sig hen foran Skrivebordet og begyndte at tænke. Han forestillede sig i Tankerne Seroscha med en umaadelig, alenlang Cigaret i Munden og indhyllet i Tobaksskyer, og den Karikatur, hans Indbildningskraft saaledes fremtryllede, fik ham til at trække paa Smilebaandet, samtidig med at Guvernantens bekymrede Ansigt vakte Erindringen om en Tid, hvor det ansaas for noget ualmindelig strafbart og gyseligt at ryge Tobak i Skolen eller i Børneværelset. Bykofskij huskede endnu tydeligt, at Direktøren for det Gymnasium, han gik i, blev saa forfærdet, da han overraskede en af Eleverne i ældste Klasse i at ryge en Cigaret, at han øjeblikkelig sammenkaldte et Skoleraad, som dømte den Skyldige til at udstødes af Gymnasiet. Han mindedes ogsaa to eller tre Tilfælde, hvor en saadan Udsmidning fra Skolen havde haft en skæbnesvanger Indflydelse paa hele den Paagjældendes senere Liv, og det stod da klart for ham, at en Straf ofte gjør mere Skade end Gavn.

«Nej, er det sandt!» hørte han Seroscha sige inde i Værelset ved Siden af. «Papa er kommen! Papa! Papa!»

«Votre père vous appelle, allez vite!» raabte Guvernanten. «Gaa nu — hvor længe skal det vare?»

«Ja, hvad skal jeg egentlig sige til ham?» tænkte Bykofskij, men inden han havde fundet paa noget,