nu....» Bykofskij rettede lidt paa Seroschas Krave og tænkte over, hvad han videre skulde sige. — «Ja,» vedblev han, «det var stygt af dig, og jeg havde ikke ventet det af dig, min Dreng! For det første har du ikke Lov til at gaa hen og tage en Cigaret, som slet ikke tilhører dig. Den, der tager, hvad der tilhører andre, er det, man kalder.... er ikke noget godt Menneske! Se nu Natalie Sjemonovna, hun har en Kuffert med en hel Del Kjoler i. Det er hendes Kuffert, hendes Ejendom, og derfor har hverken du eller jeg Lov til at røre ved den. Forstaar du ikke nok det? Naa, og du har en Gyngehest og en hel Del Billedbøger. Tager jeg dem fra dig, maa jeg spørge? Nej. Og det kunde jo dog godt være, at jeg havde Lyst dertil, men jeg gjør det ikke, fordi det er dine Ting og ikke mine.»
«Ja, men du maa saa gjærne have dem, Papa!» sagde Seroscha og saa’ ham fornøjet ind i Ansigtet. «Tag kun Hesten, hvis du har Lyst til den. Se, den lille gule Porcellænshund, som staar paa dit Skrivebord, det er ogsaa min — men jeg forlanger den ikke af dig. Du maa gjærne beholde den.»
«Du forstaar mig ikke,» sagde Faderen. «Hunden har du foræret mig, saa den er nu min, men jeg har ikke givet dig Cigaretterne. De er mine. Og hvis jeg vil ryge en andens Tobak, maa jeg først bede ham om Tilladelse dertil.»
Han føjede Sætning langsomt til Sætning og gjorde sig Umage for at vælge saa barnlige Vendinger som muligt. Seroscha hørte en lille Stund opmærksomt
