til, men derefter forvildede hans Blik sig hen til Skrivebordet, hvor det strejfede rundt, indtil det endelig blev hængende ved en Flaske med Gummiarabikum.
«Papa, hvoraf laver man Klister?» spurgte han pludselig og førte Flasken op mod sit Øje.
«Naa, og saa ryger du,» vedblev Faderen, som tog Flasken fra ham og satte den hen paa dens Plads. «Ganske vist gjør jeg det selv, men deraf følger slet ikke, at du ogsaa maa det. Jeg véd godt, at det er ufornuftigt af mig at ryge, men jeg skjænder ogsaa daglig paa mig selv derfor. Tobak er nemlig skadelig for Sundheden, og den, der ryger, dør derfor hyppigt i en ung Alder. Paa Børn virker Tobakken som Gift, og naar svagelige Folk hengiver sig til Nydelsen af den, faar de Tæring og andre lignende Sygdomme. Se nu din Onkel Ignatij, han døde af Tæring; hvis han ikke havde røget, vilde han maaske have levet endnu den Dag idag.»
Seroscha saa’ tankefuldt hen paa Lampen og rørte ved Skjærmen.
«Aa, hvor yndigt Onkel Ignatij spillede paa Violin!» sagde han med et lille Suk. «Og hvor mon den nu er henne? Er det sandt, at den er solgt?»
Drengen støttede sin Albue paa Bordet og faldt i dybe Tanker, og under dette fik hans Øjne et underlig forskræmt og bedrøvet Udtryk. Han tænkte paa Døden, som saa nylig havde taget baade hans Moder og Onkel Ignatij. «Ja,» sagde han til sig selv, «Døden har ført Mama og Onkel ind i Guds Rige, men jeg og Violinen er bleven her nede. Og nu sidder
