de oppe i Himlen, dér hvor alle Stjærnerne tindrer, og ser ned paa Jorden. Mon de savner os? Mon de kan holde Adskillelsen ud?»
«Hvordan skal jeg dog gribe det an?» tænkte Faderen. «Han hører jo ikke paa mig. Saa vidt jeg kan mærke, forstaar han slet ikke, at han har begaaet noget urigtigt. Men hvordan skal jeg dog gjøre ham det begribeligt?»
Og han rejste sig da og gik ind i den anden Stue.
«Ja,» sagde han til sig selv, «da jeg var Barn, søgte man at løse Spørgsmaalet paa en yderst simpel Maade, idet man pryglede enhver Dreng, som blev greben i at ryge Tobak. Naa de, der var forknytte af sig, lagde saa den Sport paa Hylden, men de andre — de modige og raske Drenge — røg videre i Smug og blev ved dermed, hvor hyppigt man end greb dem i denne Forbindelse. Min Moder gav mig Penge og Brystsukker, for at jeg ikke skulde ryge, men den Slags taabelige og demoraliserende Midler tyer man ikke mere til. Nej, den moderne Pædagogik kræver, at Barnet vælger det rette ikke af Frygt for Straf og heller ikke for at faa Belønning, men af Overbevisning.»
Medens han gik frem og tilbage og tænkte, krøb Seroscha op paa Skrivebordsstolen og begyndte at tegne. For at Drengen kunde tilfredsstille sin Tegnelyst uden at forgribe sig paa Faderens Papirer eller klatte dem til med Blæk laa der altid nogle Kvartark og en blaa Blyant paa Skrivebordet, og takket være denne Foranstaltning kunde han frit udvikle sit Talent uden at risikere at gjøre Ulykker.
