at studere mit Ansigt. Jeg stod ogsaa og saa’ paa dem uden at sige noget, og da min Tavshed ikke kunde efterlade Tvivl om, at jeg allerede var dygtig kjed af min ny Virksomhed, fik min Søster Taarer i Øjnene, medens Anjuta nøjedes med at rødme under Sløret. Naa, da vi havde staaet lidt, gik vi ud i Haven, og Doktoren, der hele Tiden førte Toget an, var aldeles ellevild af Glæde over den dejlige, friske Foraarsluft.
Anjutas Broder lignede, hvad Ydre og Manerer angik, nærmest en ung Student. Hans Gang var springende, hans Tale livlig, og hans graa Øjne havde et aabent og troskyldigt Udtryk. Ved Siden af sin høje, smukke Søster saa’ han noget spinkel og ubetydelig ud, og denne Spinkelhed udstrakte sig ogsaa til Stemmen, der havde en høj, men ret behagelig Tenorklang. Han var her med Orlov paa længere Tid, og det var hans Hensigt ud paa Efteraaret at rejse til Petersborg for at tage Doktorgraden. Til Trods for sine unge Aar var han allerede gift og havde tre Børn, men det hed sig, at hans Ægteskab ikke var lykkeligt, og at han og hans Kone levede hver for sig. Min Søster havde ingen rigtig Ro paa sig og saa’ hvert Øjeblik paa sit Ur. Sagen var, at hun havde lovet sin Fader at være hjemme inden 7 og derfor hele Tiden pintes af Tanken om, at hun skulde komme for sent. «Jeg maa hjem — Papa venter paa mig!» sagde hun med korte Mellemrum for at give sin Uro Luft, og efter ethvert saadant Udbrud sukkede Doktoren og sagde: «Aa, De med Deres Papa!»
