Side:Mit Liv.djvu/49

Denne siden er godkjent

var jeg Maskinist, og senere har jeg arbejdet to Aar i Belgien som simpel Fyrbøder. — Men hvad bestiller du egentlig her, Pantelej?»[1] spurgte han henvendende sig til Ræddiken. «Er det Meningen, at det nu skal gaa løs med Drikkeri, saa snart jeg er kjørt bort?»

Han kaldte alle simple Folk for Pantelej, vel nærmest for at haane dem, og sine Undergivne gav han det smukke Lov, at de var Drukkenbolte og store Asener alle til Hobe. Han var tyrannisk imod dem og jog dem mangen en Gang paa Porten uden at give dem nogen Grund derfor.

Endelig kom Vognen da, og efter at han havde skjældt Forvalteren ud for et gammelt Vrøvl og givet os andre to fornyet Løfte om, at vi vilde blive afskediget senest om 14 Dage, satte han sig i sin Droske og rullede derpaa afsted til Byen.

«Andrej Ivanitsch,» sagde jeg til Ræddiken, saa snart Dolshikof var kjørt, «har De Brug for en Arbejder, saa kan De faa mig strax.»

«Ja, vel har jeg det,» svarede han, «kom De kun til mig,» og derpaa fulgte vi begge ind ad Byen til. Da vi var naaet et godt Stykke fra Stationen, standsede jeg og sagde:

«Hør, sig mig Andrej Ivanitsch, hvad førte Dem egentlig til Dubetschnja i Dag?»

«Jo, ser De, for det første har jeg overtaget alt

  1. Et Fornavn, der kun gives Bønder; paralelliseret med danske Fornavne vilde det svare til det Holbergske: Arv. O. A.