Lige som hun havde sagt det, fløj hendes Nøgleknippe gjennem Døren og ind i mit Værelse, og samtidig med, at det faldt klirrende paa Gulvet, hørte jeg Anna Karpovna begynde paa sine sædvanlige Jeremiader.
Efter at den Gamle var bleven stille, kom Kleopatra ind til mig, samlede Nøglerne op og sagde uden at se paa mig:
«Ja, du maa undskylde mig, Misail, men jeg véd ikke, hvad der gaar af mig i den senere Tid. Jeg er bleven en hel anden end før, og der er Øjeblikke, hvor det ny Menneske kommer saa stærkt op i mig, at jeg trænger til at give mine Følelser Luft.»
Og dermed gik hun.
En Aften, da jeg kom hjem fra Marie Viktorovna, traf jeg en Politibetjent udenfor min Dør, og han bragte mig den Besked, at Guvernøren ønskede at tale med mig næste Dags Morgen Kl. 9. Denne Tilsigelse virkede i høj Grad nedtrykkende paa mig, da jeg lige fra min tidligste Barndom har næret en sand Rædsel for alt, hvad der hedder Gendarmer, Politibetjente og Øvrighedspersoner, og skjønt jeg var mig bevidst, at jeg intet havde forbrudt, følte jeg mig dog
