besøgte ham, og de behandlede ham da med en næsten slavisk Ærbødighed. Han for sit Vedkommende tog slet ingen Notits af dem og svarede ikke engang, naar de talte til ham, men nynnede videre og kiggede ud i Luften. Naar de saa endelig gik, uden at det var lykkedes dem at afvinde ham et Ord eller et Blik, udstødte han et befriende Suk, blinkede med det ene Øje og sagde i en haanlig Tone:
«Ja, de Fruentimmer, dem har Fanden skabt!»
Møllen arbejdede baade Nat og Dag, og da én Mand havde ondt ved at passe den, plejede jeg at give Stepan en Haandsrækning, naar det kneb. Det morede mig at hjælpe ham, og naar han tog sig en lille Ferie, var det mig en Glæde at overtage hans Pligter.
Efter en varm, sollys April fik vi en kold, regnfuld Maj. Da Vejret ikke tillod at arbejde i Marken, gik jeg fuldstændig op i at hjælpe Stepan, og min Kone kom da daglig ned til Møllen og holdt mig med Selskab, ja, én Gang, da Stepan havde gjort en lille Afstikker paa 24 Timer til Byen, blev hun endogsaa hos mig Natten over. Da vi stod op, var Himlen saa mørk og tilsløret, at vi i Begyndelsen troede, at det
