Side:Modersmaalets Sproglære.djvu/20

Denne siden er korrekturlest
b) Perfectum (den fuldkommen forbigangne): jeg har agtet.
c) Plusquamperfectum (den mere end fuldkommen forbigangne): jeg havde agtet.
  1. Futurum (den tilkommende) er igjen:
enten a) Fut. absolutum (d. e. den simpelt tilkommende): jeg skal agte.
eller b) Fut. exactum (den forbigangen tilkommende): jeg faaer agtet.

Anm. Det sidste bruges, naar en Handling skal udtrykkes at være skeet, før en anden, tilkommende, skeer: Naar jeg faaer læst Bogen, skal du faae den.

Maaderne (Modi) ere: 1. Indicativ, som bruges, naar man fortæller Noget eller spørger: jeg agter; 2. Optativ, naar man ønsker: Gud give! 3. Imperativ, naar man befaler eller beder: elsk ham! 4. Infinitiv er den substantiviske Maade, naar Verbet bruges som et Substantiv: at gaae; 5, Participium, den adjectiviske, naar Verbet bruges som et Adjectiv: reisende Folk. Her til kan føies: 6. Supinum, den adverbialske Maade, som bruges efter Verberne have og faae.

Conjugation er Maaden, hvorpaa alle disse Forandringer foregaae med et Verbum. Vort Sprog har 3 Conjugationer: 1se, naar Stammeverbets Imperfectum har 3 Stavelser og ender paa ede, 2den, naar det har 2 Stavelser og ender paa te eller de, 3die, naar det har 1 Stavelse. I den sidste forandrer Verbet ofte Vocal.

Anm. Tiderne kaldes enkelte, naar de dannes ved en Forandring i Verbets Endelse, sammen-