Side:Modersmaalets Sproglære.djvu/5

Denne siden er korrekturlest
  • Artikelen (nemlig Ordene en, et, den, det, de foran, samt en eller n, et eller t, ene eller ne, der hænges i Enden af Substantiverne) tilkjendegiver, om et Substantiv skal forstaaes om en bestemt Person, Ting, eller ikke.
  • Numerale (Talord), kaldes Navn paa Tal: een, to, tre, den første, den anden, den tredie.
  • Pronomen sættes istedet for Navnet paa en Person eller Ting (et Substantiv): jeg, du, han, denne, de.
  • Anm. Man kan altsaa sætte Substantiver istedet for Pronomina.

    1. Verbet udtrykker: at Noget er eller skeer, var, var skeet, eller skal skee: han er lykkelig, jeg skrev, du vil gjøre det.

    Anm. Verbet kjendes paa, at man kan sætte jeg eller at eller et Substantiv foran: jeg reiser, at reise, Menneskene bleve.

    1. Præpositioner, som sættes foran Navnet paa Personer etter Ting (Substantiv, Pronomen), kaldet Complementet, hvilket de siges at styre, bestemme det Forhold, som dette Navn staaer i til et eller andet Ord i Sætningen: Han lever i Fred (i udtrykker her det Forhold, Fred staaer i til lever). Kongen af Frankrig (af udtrykker det Forhold, Frankrig staaer i til Kongen); jeg er beslægtet med ham; han øves i at synge (= i Sang).