a P. A. Munch var gaatt bort, hilste Bjørnson i et mægtigt digt den store flaade som hadde stevnet sammen mot hans merke, fra ind- og fra utland, og hvis seil nu toned væk i himmelranden –: »Hvæm skal annen gang den samle?»
Sophus Bugge har samlet flaaden paa ny. Mot sit merke; eller om sit merke. Da han »skar op sin krigspil», til kamp om vore fædres gude- og heltedigtning, møtte ogsaa skute paa skute frem, »lendermænd og bønder», fra alle germanske lande. Fra først av – de aller fleste for at lægge til strid mot ham; siden flere og flere fylkende sig omkring ham.
Som alle nye tanker har ogsaa Bugges idéer først maattet vandre kjætterveien.
Baade i Norden og i Tyskland var man i den grad sikker paa det nedarvede syn, at de faa røster som løfted sig imot, næsten blev møtt som en slags gateuorden; kan hænde var de begavede nok, disse folk, men det gik jo ikke an at ta dem alvorlig – umetodiske hoder, som gav sig ethvert indfald i vold, som Vigfusson, eller fribyttere som Jessen, hvis haand var mot alle, og alles mot ham, og som syntes at finde en fornøielse i at gjøre kvalm.
Da saa Bugge, den norrøne forsknings første mand, traadte frem og stilled sig paa samme stade, blev derfor forbløffelsen og forargelsen og sorgen stor.
Fra hans eget folk blev der slynget en beskyldning for landsforræderi mot ham; hans lærer, »den kritiske me-
