Ret, ja der er intet Maal at naae eller engang at stræbe efter.
Men Tingen er, at denne Tidsaand, som man saaledes beraaber sig paa, er et mystisk Væsen, egentlig et Spøgelse og Skin. Tidsaanden er, hvad Menneskene gjør den til, fornuftig, naar Menneskene lade sig lede af fornuftigt Overlæg og i Sagen liggende Grunde, ufornuftig, naar de gaae iblinde og kun speide efter Spøgelser.
Af Tidsaanden — den er isandhed kun en taaget Reflex af vore egne Forestillinger — skulle vi saaledes ei lade os skræmme. Gaaer man den nærmere paa Livet, opløser den sig i Luft. Vi skulle kun rolig overveie Sagens reelle Grunde og saaledes være med at danne en stedse bedre og fornuftigere Tidsaand.
Thi Enhver af os, som lever i Tiden, har sin Deel af Ansvaret for, hvorledes Tidsaanden bliver. Ulykken er, at dette Ansvar ofte altfor lidet føles, fordi det er fordeelt paa saa Mange. Det er saa mageligt at dukke ind under Mængden og skyde Skylden paa Tidsaanden og den almindelige Mening. Men de, der saaledes kun ville tilhøre Tiden, istedetfor at Tiden skulde tilhøre dem, bidrage ved denne Tænkemaade netop til, at Tidsaanden bliver slet og hængende i alskens Fordomme. De derimod, der som Tidens virkelige Mænd føle sin Deel af Ansvaret for Tidsaanden og den almindelige Mening og som skulle og kunne være med at rense og løfte denne, maae netop, saavidt muligt, dukke op af Mængden og Tiden og søge et fastere, i sig selv grundet Støttepunkt i Sagens Natur, i den evige Sandhed selv.
Igrunden er det Tidens dybeste Trang at hæves
