idet den netop har den Opgave at føre Tidsaanden udover den selv og tjene til at lede den i det sande Fremskridts Spor.
Den høiere Skoledannelses Betydning og især dens Indhold og Beskaffenhed er saaledes ikke et Spørgsmaal for Mængden som saadan. Ved hiin træder man netop udaf Mængden eller den chaotiske Masse, udaf den blotte almindelige Menings Tryllekreds.
Vi ringeagte ingenlunde den almindelige Mening, ikke engang Mængdens Dom, hvor den er paa sit rette Omraade og i sin rette Begrændsning. Men man maa her skjelne. I Anliggender, som have nærliggende praktisk Interesse, har selv Massen ofte et rigtigt Instinct og man gjør vel i at agte derpaa. I Sagen der angaae Massen, hvor den selv skal handle, er den — vistnok ikke ufeilbar, men træffer dog langt oftere, end man skulde troe, det Rette. Men udenfor den nære praktiske Interesse gaaer i Regelen heller ikke Instinctet. At lade Mængden votere om Forholdene i China eller paa Maanen, fører ikke til Noget. Spørger man den, kan man gjerne faae Pluralitet for den Mening, at vi i 1892 skulle faae to Maaner paa Himmelen, og at derfor Verden skal forgaae. Men til hine nære praktiske Interesser, der i Regelen ligge indenfor Mængdens Synskreds, kan nu den høiere Skoledannelse umulig høre; den maa efter sin Natur nødvendig ialfald have sit Tyngdepunkt udenfor denne Synskreds, da den netop har den Bestemmelse at løfte udover denne. Vistnok er det for det Almindelige, for Staten, af høi praktisk Vigtighed, at der gives en høiere Dannelse; men det er netop fordi Staten er noget Andet og Mere end Massen, fordi den beroer paa, at Mængden
