Side:Monrad - Om de classiske Studiers Betydning (1891).djvu/25

21

opgive det utilistiske Hensyn, hvorved Realismen især anbefaler sig til de Ukyndige, seer man dog, at de mere og mere lægge Vegten over paa Naturvidenskabens almeendannende, aandsforædlende Indflydelse. Denne skal heller ingenlunde benegtes; og netop heri ville ogsaa vi søge Naturvidenskabens væsentlige Berettigelse til en vigtig Plads i den høiere Almeendannelse. Denne Berettigelse bliver nu ogsaa i Almindelighed indrømmet af alle fornuftige Folk, ligesom den ogsaa har faaet factisk Udtryk i vore Institutionen saa at den positive Iver for Naturvidenskaberne, forsaavidtsom den kun ikke er udelukkende, lettelig fører til en Fegten i Luften, fordi det er en Kamp uden Modstand. Men et ganske andet Spørgsmaal er, om det naturvidenskabelige Element af den høiere Almeendannelse, er af større Vigtighed, end det sproglig-æsthetiske, eller om hiint endog bør fortrænge dette. Men for en saadan Paastand have vi ikke fundet Skygge af Beviis. Og naar man ikke skal gaae tilbage til hine utilistiske Hensyn, hvis Huulhed vi have paaviist, men fastholde Begrebet om Aandsdannelse og Aandsforædling, saa lader det sig ikke indsee, at Naturkundskaben i saa Henseende skulde have noget Fortrin for Kundskaben om Mennesket, dets Historie og vigtigste Culturformer. Thi naar Naturens Studium vistnok med Rette antages at kunne virke aandsforædlende, saa er det netop fordi der ogsaa er „Aand i Naturen“, fordi vi ogsaa der stedse opdage Spor af Idee, fornuftig Plan og Sammenhæng. Men i Menneskehedens Sprog og Historie er jo Aanden paa sit egentlige, hjemlige Felt, i sin klareste Aabenbarelse; hvad hist viser sig i dunkle Spor og Glimt, træder os her i fulde Strømme imøde.