Den har ofte i sterke udtryk været bebreidet ham,
denne sorgløshed; missionærerne paastaar og vistnok med
rette, at den gjør ham uimodtagelig for civilisation, og har
forsøgt at formane ham til mere forsynlighed og
paaholdenhed med sine forraad. Men de forbiser, at der ogsaa staar
skrevet: «I skulle ikke sørge for den dag imorgen. Ser
til Himmelens Fugle, de saa ikke, de høste ikke, de samle
ikke i Lader og dog føder vor himmelske Fader dem».
Den har ogsaa sin lyse side denne letsindighed, ja den er paa en maade hans styrke.
Fattigdom og nød har hos os to følger. Den mest umiddelbare er naturligvis den legemlige lidelse, men sammen med og efter den kommer den aandelige, næringssorgerne, dette ustanselige nag, som forfølger en nat og dag lige ind i søvnen og forbitrer hver time. Denne er vel som regel den sværeste for vore fattige, og var ikke den, vilde vel de legemlige lidelser, der dog som regel er forbigaaende, let være overstaaede. Men se, denne side er eskimoens lette sind fritat for. Selv om han sulter længe og døier ondt, er det atter glemt, saasnart han bare faar mad, og mindet om udstaaede lidelser er lige saa lidt istand til at ødelægge hans nydelse og glæde som frygten for dem, der imorgen eller iovermorgen vil komme; det eneste, som da kan forstyrre hans lykke, er at se andre lide nød, mens han selv har det godt, og derfor deler han, saasandt han har noget at dele af.
Hvad som særlig gaar dem nær til hjertet er dog at se sine smaa børn sulte, «og derfore,» siger Dalager, «give de Børnene, om de end selv af Hunger ere færdige at crepere til døde; thi de leve hver Dag i Haabet om en ønskelig Forandring, som virkelig holder Livet op i mange».
