gierne ved at fortælle noget, som de ikke se sig i Stand for, at legitimere.»
O kvinde, kvinde, er du da overalt den samme!
«Den första tanke, som Loke hade,
det var en lögn, och han sände den
i qvinnoskepnad till jordens män.»
Skindberedningen er en for det eskimoiske samfund meget vigtig del af kvindernes arbeide, og da den tillige er yderst eiendommelig, skal jeg gi en kort beskrivelse deraf, saaledes som jeg lærte den af eskimoerne i Godthaab og omegn. Den varierer efter skindenes forskjellige art og formaal.
Kajakskind beredes enten som sorte eller som hvide.[1]
De sorte skind (erisâk) faas ved, at spækket paa undersiden afskrabes i frisk tilstand, derpaa lægges de i gammel urin en eller to dage, saa længe til haarene lar sig afplukke med en kniv. Naar disse er fjernet, udvaskes skindet i sjøvand, og hvis det er sommer, tørres det saa; men dette maa ikke ske i solen. Er det vinter, blir det ikke tørret, men helst opbevaret ved at nedgraves i sneen. Bedst er det dog i begge tilfælde, naar det efter at være vasket kan sættes lige paa kajaken og saaledes tørre der. Disse skind er mørke af den grund, at narven eller den ydre hinde af huden hos sælen er sort eller mørk brun.
Hvide kajakskind (únek) tilberedes ved, at de i frisk tilstand rulles sammen, efterat spækket er nogenlunde afskrabet, og lægges paa et passelig varmt sted ude eller inde. De ligger saa længe, indtil haarene og narven let
- ↑ Skindene er, som side 37 nævnt, almindeligst af grønlandssælen eller klapmytsen, men der benyttes ogsaa skind af blaasæl, ja undtagelsesvis af ringsæl eller endog af den spraglede sæl eller almindelige fjordsæl (Phoca vitulina).
