Men det vilde føre os for vidt at fordybe os i dette
vanskelige videnskabelige spørgsmaal, som endnu er langt
fra at være drøftet tilbunds. Kun saa meget kan vi med
nogenlunde sikkerhed sige, at eskimoerne kom sidst fra
kysterne omkring Beringsstrædet eller Beringshavet —
muligens fra den amerikanske side — og har derfra skridt for
skridt udbredt sig østover det arktiske Amerika til Grønland.
Paa hvad tid de naadde dette land og for alvor bosatte sig der, er efter min mening umuligt at afgjøre. At det sandsynligvis var sent, synes at fremgaa af, hvad allerede er sagt; men at det fra de islandske sagaer skulde kunne sluttes, at de først er indvandrede til Grønlands vestkyst i det 14de aarhundrede, som fra flere hold er blit fremholdt, synes mig ikke at være bevist. Vistnok synes det, som de norske kolonier Vesterbygden og Østerbygden først paa denne tid har været udsatte for alvorligere angreb af skrællingerne eller eskimoerne, kommende i flokke nordenfra, men dette forhindrer ikke, at disse har været bosatte paa Grønlands vestkyst længe før den tid og lange tider, før nordmænd kom til landet. De synes ikke at ha bod paa den sydlige del af kysten (ved Øster- og Vesterbygden), de første 400 aar nordmændene bodde der, da dette ikke omtales i sagaerne; men det nævnes udtrykkelig, at de første nordmænd (Erik røde og andre), som kom til landet, baade i Øster- og Vesterbygden fandt menneskelige bosteder, baadstykker og stenredskaber, som efter deres mening maatte ha tilhørt et ynkeligt folk, som de derfor kaldte skrællinger. Man maa deraf slutte, at skrællinger tidligere hadde faret der, og siden man fandt saadanne levninger i begge «bygder», tyder det jo paa, at det heller ikke har været paa saa ganske flygtige besøg. At eskimoerne skulde ha rømt over hals og hode, da de norske vikingeskuder
